Forklaring til elregningens udtryk


Abonnement
Abonnementsbetalingen dækker de udgifter, Energi Nord og netselskaberne har til administration, målere, afskrivninger m.v.

Transportbetaling
Transportbetalingen dækker omkostninger til drift, vedligeholdelse og udbygning af det lokale og overordnede elnet i Jylland/Fyn.

Offentlig gebyr net
Afgiften Offentlige forpligtelser har ændret navn til Offentlig gebyr net. Gebyret dækker udgiften til de opgaver, som Energinet.dk, ifølge Elloven, er forpligtet til at varetage på områder som f.eks. forskning, forsyningssikkerhed og udvikling af miljøvenlig el. Vil du vide mere om, hvordan omkostningerne fordeler sig på de forskellige områder, kan du finde flere oplysninger på Energinet.dk.

Elafgift
Elafgiften er en afgift, der betales til Staten. Se den aktuelle afgift.

Elvarmeafgift
Opvarmer du din bolig med el, kan du få reduceret elafgiften på en del af dit elforbrug. Læs mere under elvarme.

Distributionsbidrag
Distributionsbidraget er en afgift som alle elforbrugere skal betale. Se den aktuelle afgift.

Energispareafgift
CO2-afgiften har ændret navn til Energispareafgift pr. 01.01.2010. Energispareafgiften er en miljøafgift, der betales til Staten uanset hvilket elprodukt du får leveret. Se den aktuelle afgift.

Energi Nord KvartalsPris
Energi Nord KvartalsPris er Energi Nords standard elprodukt. De kunder, der ikke har tegnet en kontrakt om levering af et af vores øvrige elprodukter, får automatisk el til KvartalsPris.
El til KvartalsPris er et produkt, der kontrolleres af Energitilsynet. Siden 1. januar 2005 har Energitilsynet krævet, at elprisen låses fast kvartal for kvartal. Det betyder, at vi indkøber dit elforbrug på markedet inden for en kort periode forud for hvert kvartal og kun for ét kvartal ad gangen. Derfor skifter din elpris hvert kvartal.

Offentlig gebyr handel
Gebyr til det offentlige selskab Energinet.dk, der er ansvarlig for den overordnede forsyningssikkerhed i Danmark.

Tillægsafgift
Pr. 01.01.2011 er elforbruget pålagt en ny tillægsafgift. Tillægsafgiften er en ekstra afgift, der betales til Staten. Tillægsafgiften er en del af regeringens program for omlægning af skatter og afgifter, så arbejde beskattes mindre, mens ressourceforbrug beskattes mere.