Standbyforbrug
Røde og grønne lamper eller blinkende tal på vores tv, video,
antenneforstærker, stereoanlæg, pc, mikroovn m.v. sladrer om et
unødigt forbrug af standby-strøm. Alle undersøgelser viser, at
stadig flere apparater står på standby, så de nemt kan
tændes/slukkes med fjernbetjeningen.
Sluk på kontakten
Vidste du, at alle apparater, der står på standby, bruger
strøm døgnet rundt!? Samt at visse transformatorer til lav-volt
halogenbelysning også bidrager til et øget forbrug af standby
strøm?
Standby-forbruget kan være meget forskellig på de enkelte
apparater. Som hovedregel bør du altid slukke for apparaterne på
selve stikkontakten, hvis du vil spare på dit forbrug af
standby-strøm.
Du skal dog passe på i nogle enkelte tilfælde - f.eks. ved ældre
TV-apparater, videoapparater samt parabolantenner/dekodere, da de
kan miste deres program- og tidsindstilling, når de slukkes helt.
Er du i tvivl, kan du evt. tjekke brugsanvisningen eller spørge hos
din TV-/radioforhandler.
Når du skal købe nye apparater
Inden du f.eks. køber et nyt fjernsyn, DVD el. lign., bør
du tjekke apparatets forbrug af standby-strøm. Husk altid at vælge
et apparat, hvor forbruget af standby-strøm er lavt.
Sådan beregner du standby-forbruget
Hvis du kender standby-forbruget for et apparat, har du
mulighed for at beregne det årlige elforbrug til standby. Du kan
tjekke forbruget på dine egne apparater ved at låne et SparOmeter
hos Energi Nord.
Eksempel:
For et tv med et standby-forbrug på 5 W, som står på
standby i 20 timer pr. døgn er elforbruget:
5 W x 20 timer pr. døgn x 365 døgn = 36.500 Wh = 36,5 kWh