Spørgsmål og svar
Er solfangeranlæg og solcelleanlæg det samme?
Nej - der er meget stor forskel på de to teknologier.
Solfangeranlæg producerer varmt vand, mens solcelleanlæg producerer
elektricitet. Disse 2 typer anlæg forveksles dog meget ofte i
medier og i pressen.
Er det korrekt at solcelleanlæg er en ektremt dyr
løsning?
Nej - intet er mere forkert. De sidste års udvikling med
rentable og æstetiske løsninger, har været en stor succes.
Derudover er prisen på råmaterialet (selve solcellerne) faldet
markant i den seneste periode, så solcelleanlæg nu kan anskaffes
langt billigere, end mange er bekendt med.
Hvor meget strøm producerer solcellepanelerne?
Det afhænger af hvordan panelerne er orienteret i forhold
til solen, og ved hvilken hældning.
Hvor lang er tilbagebetalingstiden på et typisk
solcelleanlæg?
Det afhænger af anlæggets ydelse og den fremtidige pris
på elektricitet. Den fremtidige prisudvikling på el er ganske svær
at forudsige, men generelt er el-prisen over de sidste 35 år steget
med ca. 7% i gennemsnit pr. år. I gennemsnit ligger
tilbagebetalingstiden for vores anlæg på mellem 12-15 år, men man
skal være varsom med at udtale sig om tilbagebetalingstider, da det
afhænger af en lang række faktorer og specielt de forudsætninger
som opstilles til den fremtidige forventning til el-prisen.
Kan solpanelerne virkelig lave 230 V vekselstrøm?
Nej, men det kan den vekselretter (inverter) som følger
med i pakken. Panelerne laver jævnstrøm (DC) og omformes via
vekselretteren til vekselstrøm (230 Volt AC). Vekselretteren
tilsluttes husets øvrige installationer og sender strømmen
"baglæns" til el-nettet.
Hvor mange penge sparer jeg ved at lave min egen
strøm?
Du sparer det producerede antal kilowatt timer (kWh) *
den aktuelle pris på kWh fra dit el-selskab incl. moms og afgifter.
I øjeblikket er gennemsnitsprisen ca. kr. 2,00 / kWh. F.eks. vil et
4 kW anlæg placeret mod syd og med hældning på 40 grader (optimal
placering) producere 3.576 kWh x 2,00 kr /kWh = kr. 7.152 i år
(2011)
Kan jeg selv montere panelerne på taget?
Vi har samlet en pakke der indeholder alle nødvendige
komponenter og en let forståelig brugsvejledning. Det er ikke
svært, men du skal selvfølgelig være forsigtig når du arbejder med
dit tag. Dels at gå hvor der er lægter, og dels ikke at bore
forkerte eller for store huller! Og endelig skal du jo ikke falde
ned!
Kan jeg selv tilslutte panelerne til husets el-installation?
Nej. Det kræver en autoriseret el-installatør.
Er det smart at kombinere sol-paneler og sol-varme?
Nej, men man kan sagtens have begge anlæg uafhængigt af
hinanden, monteret på sit hus så man både har en strømproduktion og
produktion af varmt vand til opvarmning mm. Det giver rigtig
god mening. Desværre er der endnu ikke mulighed for at kombinere
disse 2 teknologier i ét anlæg. Selv om det lyder oplagt, er der i
realiteten tale om to meget forskellige teknologier. Solvarme er
"lav-teknologisk", og kræver noget vedligeholdelse. Solceller er
modsat "høj-teknologisk" og kræver i praksis meget lille eller
ingen vedligeholdelse. Derfor er det endnu ikke lykkedes at
sammensætte de to teknologier til noget fornuftigt - trods mange
forsøg.
Hvor meget betyder skygger på mit tag?
Det betyder rigtig meget. Alle solcellerne er
serieforbundne, så skygges bare et lille hjørne af panelerne
påvirkes hele produktionen. Man kan sammenligne det med en
vand-slange. Bøjer man den på midten kommer der mindre eller ingen
vand ud, ligegyldigt hvor lang den er og hvilket tryk der er i den
anden ende. Det er derfor vigtigt at placere anlægget på en flade
der er skyggefri i tidsrummet mellem kl. 9-17.
Hvad er anlæggets forventede levetid?
Solpanelerne er designet til at holde i over 30 år. Der
gives 25 års garanti på at ydelsen maksimalt reduceres med 20%.
Montagesystemet er stål og aluminium og holder i mindst samme
tidsrum. Vekselretteren er alle solstrømsystemers svageste punkt.
Vores erfaringer er, at vekselrettere holder i mange år. Dvs.
mindst 10 år. De er designet til 20 års levetid. Vi giver 5 års
garanti. Vores forventning er at vekselrettere de kommende år vil
falde i pris på linie med computerudstyr. Der er derfor grund til
at tro at en eventuel udskiftning af vekselretteren efter f.eks. 20
år, kan være relativ billig.
Hvad sker der med prisudviklingen på
solcellesystemer?
Prisen for anlæg er i de sidste 20 år faldet
gennemsnitligt med ca. 7% årligt. Modsat har der været en tendens
til at der efterspørges større og større anlæg for at dække
husholdningernes øgede el-forbrug. Vi forventer at den fremtidige
pris på råmaterialet (selve solcellerne) vil fortsætte den faldende
tendens. Man skal dog være opmærksom på, at der også har været
perioder hvor solcelle priserne er steget. Ydermere vil prisen på
monteringen også svinge ift. konjunkturerne i samfundet.
Jeg vil gerne installere panelerne på et tag, der vender
mod øst. Kan det betale sig?
Ja, men tilbagebetalingstiden bliver ca. 25%
længere.
Kan panelerne sikre strøm i huset under strømsvigt?
Nej. Vekselretteren føler om der er strømsvigt. I det
tilfælde lukker den ned efter ca. 50 millisekunder. Ellers kan det
være livsfarligt for elværkets reparatører.
Hvad bliver der af overskuds-strømmen på dage, hvor solen
skinner kraftigt, og der kun er et lille strømforbrug i
huset?
Det afhænger af om du har en måler, der kan "løbe
baglæns". Har du ikke det, bliver strømmen tabt.
Skal elværket eller kommunen godkende mit sol-anlæg?
De skal ikke godkende det, men anlægget skal
stikanmeldes. Det kan din installatør klare. Men du skal
naturligvis være opmærksom på lokalplaner. Området kan være fredet,
eller der kan være servitutter som forhindrer opsætning. Men som
regel er det problemfrit at installere et anlæg.
Skal min husforsikring ændres, fordi jeg installerer
solpaneler?
Anlægget bliver normalt opfattet som løsøre. Det vil
sige, at din indboforsikring skal hæves til at dække anlægget. Men
et lille anlæg burde ikke give anledning til forhøjelse af
forsikringen. Du bør checke det hos dit forsikringsselskab.
Kræver et solcelleanlæg meget vedligeholdelse?
Nej, selve solcelleanlægget kræver stort set ingen
vedligeholdelse. Solcellemodulet kan, hvis man ønsker det, afvaskes
årligt med en fugtig klud. Derudover kan du checke om
taggennemføringen stadig er tæt og evt. efterspænde fastgørelsen af
panelerne i montagesystemet. Står der træer tæt på huset bør grene
klippes ned hvis de er vokset så meget, at de kan skygge for
solcellemodulerne og derved mindske ydelsen.
Kan jeg senere tilkoble flere solcellemoduler og mindske
elregningen tilsvarende?
Naturligvis. Er du startet med et mindre anlæg kan du
senere parallelt tilkoble nye paneler med samme ydelse for at få et
større anlæg. Dog skal invertere også passe med den øgede effekt,
hvilket kan kræve en større konverter.
Hvordan kan jeg se hvad anlægget yder og dermed mindsker
el-regningen?
Er der monteret en ekstra måler for solstrømmen kan
ydelsen direkte aflæses derpå. Dette fremgår også af inverteren.
(Det er ikke muligt at se dinstrømproduktion på din
afregningsmåler)
Skinner solen nok i Danmark til, at solcelleanlæg er
effektive?
Ja det gør den faktisk. Geografisk skal man sydligere end
Bayern i Tyskland før solindstrålingen er markant højere end i
Danmark. Naturligvis er betingelserne markant bedre i sommer
månederne i Danmark end i vinterhalvåret, men alle anlæg er
dimensioneret udfra en forventet produktion over en 12 måneders
periode - et såkaldt "normal år".
Hvornår er der solenergi nok til at solanlægget producerer
noget?
Selv når det er gråvejr kan solanlægget producere strøm.
Dog er mængden af strømproduktionen afhængig af solindstrålingen
(direkte og diffus lys). Er solindstrålingen mindre end ca. 1/10 af
en god sommerdag, kan anlægget ikke producere strøm.
Bliver mit hus mere eller mindre værd, når jeg installerer
solpaneler?
Det må antages at huset stiger i værdi, grundet prestige
- miljø - selvforsyning og ikke mindst besparelser på
elregningen.