Tilskud til hulmursisolering


Som et led i energihandlingsplanen kan Energi Nord nu via en tilskudspulje yde tilskud til hulmursisolering.
Tilskuddets størrelse afhænger af murtykkelsen og antal m3 indblæst isolering i din hulmur.

Ved at hulmursisolere begrænser du boligens varmetab og opnår derved en energibesparelse. Denne energibesparelse bliver opgjort i kWh.
Energi Nord har mulighed for at tilbyde dig et tilskud på 20 øre pr. sparet kWh.

Eksempel:
Et parcelhus på 140 m2 fra 1960 - 1970, opvarmet med oliefyr, kan ved en investering på ca. 18.000 kr. spare ca. 6.000 kr. om året på varmeregningen. Det giver en tilbagebetalingstid på ca. 2 - 3 år.  
I dette tilfælde yder vi et tilskud på ca. 1.300 kr. svarende til ca. 8% af investeringen.

Autoriserede isolatører
For at kunne få del i tilskudsordningen skal hulmursisoleringen foretages af en af de autoriserede isolatører, som vi samarbejder med. I menuen til højre finder du en oversigt over isolatører. Du finder også link til vores brochure og ansøgningsskema.

Betal for hulmursisoleringen over elregningen
Hvis du er kunde ved Energi Nord, har vi også mulighed for at tilbyde dig finansiering af de udgifter, du får i forbindelse med udførelsen af hulmursisolering i din bolig. Den besparelse du opnår ved at hulmursisolere, bruger du i første omgang til at betale din investering med, således at du ikke mærker den ekstra udgift i det daglige.

Indberetning af energibesparelse
Energi Nord er forpligtet til, over for regeringen, at sørge for, at vores kunder bruger så lidt energi som muligt. Hvis du får udbetalt en del af tilskudspuljen, accepterer du derfor automatisk, at vi indberetter den energibesparelse, du opnår ved at hulmursisolere din bolig. Af samme grund er det ikke muligt at søge om tilskud fra flere forskellige energiselskaber.